Nu og næste år
Af direktør Torsten Buhl, Danske Slagtermestre og Ostehandlerforeningen for Danmark
Når et år går på hæld, er det en udbredt beskæftigelse at gøre sig forestillinger om, hvad der sker i det år, der følger. Det er en lærerig proces, for den går jo ikke kun ud på at forudse en ukendt fremtid, men også på at tegne den linje, som fører ind i den. Det kræver analyser af både fortid og nutid, og dem er det godt at foretage en gang om året, så man ad den vej danner sig en kvalificeret fornemmelse af sin situation. Eller når det handler om et erhverv: af branchens situation.
Det er svære tider for de fleste i fødevaresektoren. Allerværst er det for de landmænd, som jo er de primære producenter af bl.a. kød og mælkeprodukter. Der ikke ualmindeligt, at en svineproducent i dagens Danmark har en gæld på 100 millioner kroner. Sådanne landmænd er langt forbi det punkt, hvor det er muligt at betale gælden tilbage. De lever bogstaveligt talt på lånt tid – og for mange løber denne tid ud i 2012. Det behøver man ikke at være professor i fremtidsforskning for at kunne forudse.
I den kødbaserede industri går det vel nok lidt bedre, men også her mærker vi presset. Vi befinder os jo i en international økonomi, og den ser jo ærligt talt ikke for godt ud for tiden. Det betyder, at forbrugere overalt i den vestlige verden er tilbageholdende med at forbruge, og det rammer især de virksomheder, som har ry for god kvalitet. For kvalitet koster jo almindeligvis penge. Så samtidig med, at virksomhederne skal sidde og bøvle med fedtafgift og alle mulige andre afgifter og indberetninger, må mange sande, at den omsætning, som skal skaffe penge til alt det administrative bøvl, er dalende. Om denne nedgang fortsætter i hele 2012, eller om det vender undervejs, er det ikke til at sige noget kvalificeret om. Det kommer helt an på udviklingen i euro-zonen og i USA og Fjernøsten, og hvem det ellers er, vi handler med. Hvis Sydeuropa kommer på ret køl – og p.t. især Italien – er der gode chancer for, at forbrugerne løsner op for portemonnæen, og så er vi allerede godt i gang igen. Men alt kan ske i Sydeuropa og i USA og i resten af verden og dermed for os alle.
Det samme gælder for butikkerne og heriblandt specialfødevarehandelen. Det er klart, at der også her er store udsving, men det samlede billede er dystert for tiden. Man kan håbe, at der inden for det næste år i det mindste fremkommer klare og troværdige strategier for, hvordan de trængte landes økonomier kan komme fri af dyndet, så der i de små hjem breder sig en tiltro til fremtiden. Om det indebærer en opgradering af euro-zonen fra en monetær union til en finansiel union, sådan som Tyskland og Frankrig reelt foreslår, eller om mindre kan gøre det, er for så vidt lige gyldigt. Det afgørende er, om det virker på forbrugernes købelyst, ikke blot i Danmark, men i hele den industrialiserede verden.
I Danske Slagtermestre kan vi meget, men dog ikke grundlæggende ændre verdens gang. Det, vi kan, og det, vi skal, er at forsøge at afbøde de værste konsekvenser af forværrede markedsvilkår og at arbejde på, at rammevilkårene bliver bedre eller dog ikke så meget værre, som de ellers ville være blevet. Det gør vi hver dag i tætte kontakter med dem, der inden for vores strategiske sfære er med til at påvirke disse vilkår. Nu, da 2011 rinder ud, er der grund til at takke alle dem, der lige som vi tror på værdien af et godt samarbejde, selv om de primære interesser er forskellige. Vi var jo dog intet uden hinanden. Lad denne grundtanke bære frugt – også i 2012!
Godt nytår!